Exit SoMe

Sidste sommer brød jeg sammen. Jeg dobbeltarbejdede på daværende tidspunkt op mod 15 timer om dagen og pendlede 4 timer i alt mellem arbejdspladserne, så jeg havde praktisk talt ikke noget liv, andet end det der nu kunne foregå online. Og i takt med ugens forløb bliver man vanvittig og kronisk med hovedpine af for lidt søvn af sin daglige, kropslige tortur. Jeg gik i det samme ydertøj dagene lang. Skiftede kun undertøj på de 5 minutters klargøringstid, jeg havde i mit stramme program, og hvis jeg var heldig at vågne før vækkeuret, kunne jeg lige nå en hurtig skyller i badet inden lunteturen gik mod perronen. Næste døgns måltidsration havde jeg klar i køleskabet i kantinekokkens cateringposer. Jeg ville ikke have overlevet uden ham. Og de fleste lørdage gik med at sove, indtil weekenden oprandt, og det var tid til at gøre sig klar til endnu en uges strabadser.

Interaktionen på mine opslag var i forvejen nedadgående, og jeg kunne ikke ramme bunden yderligere, end jeg gjorde. Opmærksomheden (eller rettere: manglende på samme) var steget mig lidt til hovedet, så jeg sad og postede halvmaniske beskeder til folk i håb om at få en reaktion. Dette var der nogle der bemærkede og blev utrygge ved, så de brugte en af mine nært respekterede kammerater som mellemmand imellem sig. Følelsen af at blive udsat for en uovervindelig, skjult magtudøvelse mod min person blev for meget, så jeg brød grædende sammen og klappede låget i på min bærbar. Dagen efter skyndte jeg mig at finde deaktivér-knappen frem i indstillinger og forlod Facebook – for sidste gang.

Nogle måneder forinden var jeg på nippet til at droppe ud af et studie for sjette gang, og jeg sad hulkende langs jernbaneskinnerne en februardag i sneen og prøvede at tage mig mod til at vakle hen over dem og vente på det førstkommende lyntog for at ville gøre en ende på det hele. Men jeg endte efter et par timer med at spankulere tilbage til skolen og lod som ingenting, da jeg gik ind i klasselokalet. Ingen havde som sædvanlig bemærket mit fravær overhovedet. Jeg har aldrig gået til psykiater af frygt for en gentagelse af min mors tvangsmedicinering af mig i gymnasietiden, og når man er over 18 år er det svært at vide, hvor man skal starte, når lægerne straks per automatik mistænkeliggør en og ikke vil tage en seriøst, når man beder om en udredning. Så jeg holder mig væk. Delvist af frygt for for evigt at blive fanget i psykiatriens institutionelle helvede, som jeg har hørt så meget om fra jævnaldrende patienter, der er forblevet kilder og næring til andres formålsløse dagsbeskæftigelse.

Et par måneder derhjemme med pjæk og ansøgninger, og det hele vendte. Jeg fik min debut på arbejdsmarkedet i Udkantsdanmark, hvor de skelede mindre til erfaringer og cv, og mere til rå arbejdskraft. Det var tidligt op om morgenen og ud på vejen, som en af de første, og det var sent hjem om eftermiddagen – helt udmattet og udkørt dagen efter. Men det gav anerkendelse, som jeg så hårdt havde manglet! Der var nogen der påskønnede mig og min funktion. Ret hurtigt kom jeg ind i en rytme og fik flere og flere vagter, hvor der blev efterspørgsel efter min ufaglærte flid, og indtil i dag har jeg arbejdet nat endnu tættere på min nuværende bopæl, så jeg magtede også at have bare lidt liv ved siden af.

Jeg er faktisk blevet lokal efterhånden og tilnærmelsesvist ‘normal’ [almindelig], og jeg kunne nok godt finde nogle flere venner i min nye by, hvis jeg ville, men jeg er virkelig introvert og genert og ryster indvendig når jeg møder den mur af forventninger, man oftest finder hos andre mennesker. Der skal én dårlig kompliment til for at ødelægge hele min dag, så jeg kan sidde for mig selv og høre sukkersød musik og trøste mig selv. Men jeg hygger mig og har det overordnet helt fint igen, selv om mine skæve arbejdstider forhindrer mig i at deltage i mange arrangementer og samtaler mellem mennesker. Jeg har altid trivedes ved at være alene, da det var min trygge base, og jeg savner slet ikke sociale medier længere, hvor normen var overfladiskhed, statusræs og artistisk selviscenesættelse. Et spil jeg på forhånd var dømt som taber i.

Nu færdes jeg kun blandt ægte mennesker i min nærhed, og der er ikke længere nogen der mobber eller synes jeg er kikset. Kollegerne driller mig selvfølgelig lidt med et glimt i øjet, men det gør vi altid, og det går begge veje og betyder ikke noget negativt. Over halvdelen af dem bruger alligevel ikke sminke, fordi vi alle ligner gennemtrampede grå mus kl. 3:29 med store poser under øjnene og sved under armene. For første gang i mit liv har jeg fundet et sted, hvor jeg kan være totalt mig selv og ikke skamme mig over min manglende succes eller det fiaskoliv, jeg kommer fra. Jeg har fundet bekræftelse uden hjælp fra venner eller kærester, og det var egentlig bare det, jeg havde søgt hele mit liv. Så nu har jeg ikke rigtig behov for mere. Men jeg drømmer dog stadig om en dag at kunne nyde de solbeskinnede timer igen, som flertallet af andre mennesker, så jeg ikke atter kommer i livsfare pga. underskud af d-vitamin. Det bliver bare ikke lige foreløbig.

Jeg prøver at holde humøret højt og være glad til trods for at jeg ofte sover dårligt om dagen og er pisse udkørt og ikke magter en skid, og jeg tager et skridt ad gangen i forhold til at færdiggøre alle mine mange, halvnørdede projekter. Jeg når det nok en skønne dag og skal ikke præstere en skid. Det hele skal nok gå. Jeg har stadig ikke fået betalt hele min gæld af for 8 fjumreår og en anden bekendts bil, der desværre gik mentalt til grunde i mellemtiden, men tingene tager den tid det tager, og foreløbig behøver jeg ikke frygte for mit job, da jeg er fastansat med variabelt timetal. Så det værste der kan ske, er at jeg bliver nødt til at gå i gang med en ny uddannelse for den spinkle rest af SU-klip, jeg har tilbage, og jeg har 8 års erfaring på SU, så at overleve for under 500 kr. om måneden er en smal sag for mig. Og jeg har både lange fingre og virksomme taktikker, hvis det endelig er. Mærsk og kapitalismen kan bare komme an!

Flygt fra kilden til smerten. Facebook er fortid. Jeg skulle videre. Som en mytisk bjergvandrer på vej sydpå. Ingen ved hvor jeg ender, og jeg er nok egentlig heller ikke selv interesseret i at vide det. Men jeg er glad for at erfare, at andre tager kampen op mod både snævre kropsidealer og kollektiv selvbegrænsning online i form af bl.a. denne blog, som føles meget mere tiltalende end Nikita Klæstrups kampagne for at kæde sin egen Hollywood-feminitet og stjernedrømme sammen med andres tilsvarende skam over deres fedtdepoter.

Efter min første (dårlige) erfaring med at poste et uretoucheret kropsbillede, har jeg generelt afholdt mig fra at tage selfies, da det ikke ligger til mig at udstille mig selv gennem en linse, men jeg var ret god til det med at udstille mig før i tiden – i det virkelige liv – før angsten for andres dømmende blikke og hvisken i krogene ramte mig. Så I får ikke lov at (gen)se billedet af mig i fodbad. Jeg nøjes med at poste en sang, der vækker til eftertænksom og indre følelsesliv. Længe leve sensitivitet.

<iframe width=”100%” height=”450″ scrolling=”no” frameborder=”no” src=”https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/tracks/217487665&amp;auto_play=false&amp;hide_related=false&amp;show_comments=true&amp;show_user=true&amp;show_reposts=false&amp;visual=true”></iframe>

krisesituation 1-2-3-4-5-6-7

krisesituation 1
når man anser sig selv som strong, independent woman, men forelsker sig og ikke har lyst til at lave andet end ligge og have øjenkontakt med den smukke, krøllede elskede
krisesituation 2
når man forelsker sig, og det er gengældt, og det er så intens en lykkefølelse, at man hele tiden har lyst til at græde af glæde og overvældelse
krisesituation 3
når det går op for en, at den totale sammensmeltning med den elskede altid vil være umuligt og unfair
krisesituation 4
når det går op for en, at man aldrig kan komme tæt nok på den elskede
krisesituation 5
når man får lyst til at gøre den elskede ondt
krisesituation 6
når man bliver vred på sig selv over at være midt i en gengældt, vidunderlig forelskelse og alligevel være fyldt op af angst og aggressioner
krisesituation 7
når man føler sig som et udueligt menneske, fordi man ikke engang kan være ordentligt glad, når man er ægte forelsket

Følelsestaberen

Følelsestaberen ville være mit superheltenavn. Min kappe ville være en dyne, som jeg bar tæt ind til kroppen, og min maske ville være lavet af dagbogspapir og bitte små ord, der ville sidde som dråber langs næseryggen. Til hverdag ville jeg følge efter par på gaden og vente til de slog op, måske endda prøve at få dem til det. Så ville jeg gribe hårdt fat om den mest sårbare parts håndled og hive denne ny-udklækkede eks ned på en bænk. Jeg ville ikke acceptere tavshed. Jeg ville dræbe tavshed med spørgsmål, jeg i forvejen kendte svaret på, og hive i vedkommendes hage indtil øjnene kiggede lige ind i mine. Jeg ville bringe mig selv på banen så hurtigt så muligt for at opnå et tillidsbånd. Til sidst ville jeg kramme luften ud af brystet og i de bedste tilfælde blande fire øjnes væsker, og det hele ville gå op i en højere enhed.

Til begravelser ville jeg være en helt, et midtpunkt – en begivenhedens frelser! Der uden at tøve ville blande sig i den mindste bevægelse med skulderen. Jeg ville hverken løfte stemningen, eller ødelægge den, bare bekræfte den. Måske sætte prikken over i’et – være den sidste dråbe i døbefonten. Alle øjne ville hvile på mit ansigt, mens vi synger begravelsessalmer, fordi jeg kan give tåren et sidste skub fremad, så alle kan være med i fællesskabets sorgkonference – så ingen kan blive beskyldt for at være følelseskolde.

Til fester ville jeg være en taber. Jeg ville ikke lægge min kappe fra mig på noget tidspunkt – den ville hænge på mine skuldre som et jerntæppe, der forhindre mig i at lave modige dansetrin. Når nogen skåler, skåler jeg for flygtigheden. Når nogen holder taler, taler jeg højere – om de gode gamle dage, om det vi aldrig rigtig opnår, og om det der menneske, der kunne have været til festen, men aldrig mødte op. Med min kuglepin skriver jeg digte på væggene, og lytter kun til musikken, hvis den minder mig om min ekskæreste, eller eksven eller ekshjem. Jeg kigger alle mennesker intenst i øjnene og spørger, om de er okay, når de laver jokes eller danser på bordene. Jeg kigger rundt i rummet og indser, at stemningen er god, og jeg har tabt.

Hvis jeg ikke vidste bedre

Kombinationerne af konfrontationerne

At gøre noget man ikke har lyst til

Igen og Igen

 

I dag stod jeg også op

Himmelen grå som bly

Irrationaliteten

Hersker

 

Tænk at kunne forsvinde

Bare for en stund

 

Ekstra alene

Flydende

I en konstruktion af det hele

En illusion af en konstruktion

Alene

Ensomhed strøget som pailletter

Lysende, krasende, skarpe glimt

Føler mig gennemsigtig

Lavet af klar glas

Fedt liv

mine teenageår kom jeg fortvivlet til min plejemor og fortalte at jeg skar i mig selv. Min mor var lige død og jeg kunne ikke mærke noget længere. Min plejemor truede med at sende mig på den lukkede hvis ikke jeg stoppede med det samme. Og som hun sagde, så manglede jeg hverken arme eller ben og var kvik i hovedet, så hvad havde jeg dog at være ked af? I mange år troede jeg hun havde ret, og jeg havde dårlig samvittighed over min sindstilstand. Jeg lærte, hver gang nogen viste mig medlidenhed, at sige: ”Ej jeg har faktisk intet at brokke mig over” eller ”Når man tænker over det, er jeg virkelig privilegeret”. At se positivt på tilværelsen blev for mig en forbandelse.

Hver dag tvinger jeg mig selv til at fokusere på hvor godt jeg har det. Jeg ignorerer den 13-årige pige der sidder inden i mig og siger: ”Du er jo ked af det, dine venner er ikke gode for dig, din spiseforstyrrelse er på vej op igen, du har så mange issues du ikke har fået bearbejdet.”

Alle de her helt reelle problemer bliver skudt ned gang på gang. For jeg har det jo godt, ikke? Lækker lejlighed, lækker kæreste, lækre veninder og lækre billeder på Instagram. Men hvorfor sidder jeg så, på 7. time, helt paralyseret i min seng, efter et af mine utallige angstanfald? Hvorfor har jeg lige spist en hel bøtte is for derefter at kaste det hele op igen? Hvorfor har jeg en konstant knude i maven over hvor sjovt mine veninder har det uden mig? Hvad holder mig tilbage fra at lade dem komme tæt på mig? Hvorfor kan jeg dog ikke bare sige til dem: ”Jeg har det ad helvedes til.”?

Vi bliver tudet ørerne fulde med positiv psykologi. Se på det gode i tilværelsen, tænk på hvor heldig du er, bla bla fucking bla. Det kan meget vel være at vi lever i et rigt vestligt land og både har adgang til uddannelse og rent drikkevand. Jeg ville bare ønske at der var plads til at sige: ”Ja, jeg har et fedt liv, men jeg har det ikke fedt.” Vores problemer forsvinder ikke ved at vi lukker øjnene for dem. Hvor ikke-instavenligt det end er at konfrontere sine dæmoner, er det nødvendigt for at kunne komme et sted hen hvor ens liv ikke bare ser godt ud, men hvor hovedpersonen i det (dig) rent faktisk også har det godt.

Et smil

Hver gang

Jeg tænker triste tanker

Eller mangler ord

Så går jeg en tur

Igennem København

Og smiler til turister,

Drengebørn og sure billister

Og noterer deres forbavselse:

Tænk, at hun kan

At hun har overskuddet til at smile

Til mig

Som ingen kender

Eller vil

Kendes ved

Til mig

Der ryger alt for meget

Og spiser for usundt

Og ikke kan sige en sammenhængende sætning

Uden et kraftigt kys koffein

Kan ske

Hun måske smiler

Fordi hun godt forstår

At mine dårlige vaner

Blot er ønsker om at hele

Mine mange åbne sår

Inden i min krop er der altid varmt

Inden i min krop er der altid varmt. Min livmoder pumper blod ud af sig hver måned. Mit hjerte gør det altid. Uden undtagelser. Bliver ved og ved med at slå i varmen i mit bryst. Gåsehud. Stive brystvorter. Blå læber. Men inden i min krop er der altid varmt. “Jeg ville ønske, jeg ikke vidste, hvordan kroppen ser ud under huden”. Sådan skrev min ven engang. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan kroppen ser ud under huden, men den føles levende. Nyder, lider, hungrer, værker, vokser, ryster, tøver, sover, ånder, lever. Er.
På en dag som i dag hvor menstruationen triumferer i min krop, mærker jeg så tydeligt kraften i mit levende hylster. Smerten i mit underliv. Den glidende, vamle fornemmelse når blodet siver ned gennem mit indre. Hvordan det vender sig og løsner sig i livmoderen og varmen bare fortsætter med at ske.

Novembertanker fra en 19-årig gymnasieelev

De dybeste novembertanker fra en 19-årig gymnasieelev, der var overbevist om, at hun skulle være voksen efter gymnasiet, og at hun ville blive lykkelig af at farve håret med henna.

9. November 2009
… Jeg stresser lidt mig selv, for jeg har ingen planer for fremtiden. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg snart er voksen. Det hele er så uoverskueligt. Bare man kunne trylle sig tilbage til dengang, man gik på efterskole. Der var ikke noget, man skulle bekymre sig om. Nu har alle valg konsekvenser, og man ender altid med at fortryde et eller andet…

… Jeg har lyst til at blive oppe hele natten og lave ingenting – og så blive hjemme fra skole i morgen og se film. Men det kan man bare heller ikke. Jeg tænker meget over tingene lige for tiden. Bliver let bevæget og har endda lyst til at græde til tider…

… Jeg overvejer så mange ting. At farve mit hår med henna eller at blive klippet korthåret. At sige fuck til alting og så bare skride. Men igen tror jeg ikke, at jeg kunne klare det. Har altid troet, at jeg sagtens kunne tage tingene som de kommer. Men det går lige så stille op for mig, at jeg godt kan lide at have styr på alting. Jeg har ikke noget imod, at det roder lidt på værelset, men kan også godt lide, at der er ordentligt…

… Jeg vil gerne fremstå som et menneske, der virker meget tilfældigt, men som stadig har overskud til at tage sig af andre. Selvom jeg altid har sagt, at andres meninger ikke rager mig, vil jeg alligevel gerne vide, hvad de tænker. Det er lidt fjollet at være sådan, men det er vel bare mig…

… Jeg glæder mig og glæder mig. Pludselig er det overstået, og det er ovre. Lev i nuet. Tag en dag ad gangen og glæd dig over, at det hele jo egentlig går meget godt…

Nogle gange skal det gå rigtig galt

Jeg har altid været tiltrukket af det tilfældige møde, den desperate idé om, at det er muligt at skabe en helt særlig tosomhed med en person, man møder i bussen. I svømmehallen. På en bjergtop i Himalaya. Jeg har et særligt rastløs, nervøst blik, jeg kigger efter, og hvis jeg ikke selv får spottet de desillusionerede, grænsesøgende typer, så finder de selv mig. Sådan har det været, siden min første forelskelse forlod mig fuldstændig heartbroken i et telt på Roskilde Festival i 2011. Derefter har mit kærlighedsliv bestået af en lang parade af søgende individer. Der har været passion, dæmoner, romantiske forestillinger om hinanden og fucking mange feelings, men et absolut minimum af stabilitet og hensynstagen. Vi har ikke brugt tid på at lære hinanden at kende, fordi der har været en eller anden idé om, at vi har kunnet gennemskue hinanden lige fra starten. Eller, sådan har de fleste af mine forhold i hvert fald været. De har bygget på en uholdbar idé om, at man ved, hvem den anden er, fordi noget i en instinktivt har mødt genkendelse. Hvilket er noget bullshit. Ligesom det var bullshit, da én beskyldte mig for at have sex med andre fyre, eller da en anden afsluttede vores forhold med en lang mail om, hvad der var galt med mig. Jeg har været så desperat efter at undslippe ensomheden, at jeg har set folk, der ikke har været rigtige for mig. Jeg har lavet havregrød til dem i min lejlighed, fortalt dem om min familie, fundet mærker på min krop efter sex med dem og undladt at sige dem imod, fordi mænd ikke kan lide kloge piger. Fornemmelsen af tosomhed har opvejet det, at jeg ofte har måttet give afkald på noget i mig selv i mine relationer.
Hvilket ikke er så godt. Men nogle gange skal det gå rigtig galt, før man gør noget ved det. For mit vedkommende var det vedvarende trusler, der fik bægeret til at flyde over, trusler, der fik mig til at stå med panikangst på en bro under en løbetur og overveje, om man blot skulle kaste sig ud, gøre en ende på det hele, fordi hvad fuck er meningen overhovedet, den er der ikke, folk er nogle idioter, verden rummer intet godt. Eller bare. Følelsen af at alle i virkeligheden er ligeglade. Men alle er ikke ligeglade. Og det ved jeg godt. For det meste. Og fra nu af vil jeg prøve at fokusere på mennesker, der ved, hvem jeg er. Og som ikke er ligeglade. Og tage mig tid til at lære folk lidt bedre at kende, inden der sker alt muligt.

Men hvad går så egentlig godt?

Der er mange ting i mit liv, der ikke går som smurt. Jeg er håbløs bagud med mit studie, mit kærlighedsliv er ikke-eksisterende, jeg snakker ikke med min far og er altid lidt den der bliver valgt til sidst i gruppearbejde.
Men hvad går så egentlig godt? Det skal jeg sige jer, for jeg har lavet en liste!

– Der er frisk drikke-vand i min vandhane. Og det skal man altså sætte pris på.
– Skyr var på tilbud i Lidl i dag.
– Jeg har næsten betalt hele mit lån tilbage.
– Jeg er så priviligeret, at jeg har kunne se “Yes to the dress” på Kanal 4 hele dagen.
– Jeg har ikke råd til at gå i byen, men har en gammel flaske gin herhjemme. YES
– De fleste af mine venner er ude at rejse, så det er derfor jeg føler mig ensom. Jeg er ikke alene i verden.
– Jeg smadrede et glas i dag, men har ikke fået et eneste glasskår i foden.
– Jeg har en tinderdate at se frem til.
– Jeg er ikke i familie med Honey Boo Boo.
– Jeg har en vaskemaskine.
– Jeg er ikke hjemløs.
– Selvom det går skidt, så tror jeg, at jeg er på rette vej.
– Jeg har massere af tæpper og stearinlys!