Vrede cafépiger

Jeg sidder på en af de dyre caféer i indre by, som kun er dyr pga. afstanden fra Nørreport st. og som sælger smoothies og kaffe og som har fancy kulturplakater på væggene og en enkelt hørsæk, der skal give gæsten en fornemmelse af at være i lige midt i kaffens ophav. Jeg lytter til to piger, der snakker om ekskærester og den slags kærester, som de konstant er ved at slå op med pga. Uenigheder og DU ANER IKKE, hvor voldsomme vores skænderier er – det sker altid, når vi går i byen. Uvidende og fordømmende kigger jeg diskret på dem over min computerskærm og mit tomme kakaoglas. De snakker om ulykkelige snapchat-reaktioner, og jeg tænker, at det er lang tid siden, at de sociale medier har stresset mig. Det er lang tid siden, at jeg har været inde og stalke andres Instagram-profiler for at rulle ned gennem billederne og stoppe op hver gang, der var et billede af deres kærester. Så er de på rejse, på café, i sengen – på lykkelige dates dag ud og dag ind uden overhovedet at stoppe op og tvivle! Hvor er de melankolske sort/hvid-billeder? Hvor er billedteksterne, der skriger på hjælp? Eller bare et enkelt desperat selfie? (som hun har lagt op for at få opmærksomhed fra kæresten.. Eller værre endnu! Andre end kæresten). Så rullede jeg så langt ned i billeder så muligt – for at se dem før de fik deres kæreste. For at se om blikket i øjnene var anderledes? Om de var lykkelige dengang, ligesom de er nu, hvor de kan støtte sig op af et andet menneske, hver eneste gang noget brænder på. Nu har jeg været single i halvanden år, ligesom jeg har været danskstuderende i et halvt år, ligesom jeg har haft svært ved at fordøje mælk i et år, ligesom jeg har været 24 i en måned, ligesom jeg har været alment afhængig af andre mennesker siden min fødsel og ualmindeligt træt af mennesker, der ikke vil tilkendegive deres holdning eller prøver at ignorere en elefant i et rum i al den tid, jeg kan huske (men sandsynligvis kun siden folkeskolen). Tænk at jeg kan sidde her med mine poser fra Tiger og Monki og mit tomme glas kakao og min ømme ryg og påstå, at jeg er en af dem der, der har svært ved at forelske mig. Så kan jeg gå rundt i Bispebjerg kirkegård og få sommerfugle i maven, mens min mavefornemmelse har svært ved at bestemme sig, når først vejret er gråt udenfor og der er stille i lejligheden. Jeg kan da godt forstå, at de piger over for mig, der stadig fører en fuldstændig pauseløs samtale, gerne vil slå op med deres kærester efter et skænderi. Hvordan skal vi som mennesker overhovedet have overskud til at diskutere med vores kærester, når der findes så meget anden ulykke, man skal tage stilling til. Fx er der virkelig stor risiko for at få blodprop, hvis man tager P-piller, og det er så svært at erkende, når der er noget, man ikke er i stand til. Der findes også alt for mange rare ting, til at man vil indgå et forhold kun for at brokke sig hen over et cafébord. Pigernes højrøstede samtale giver mig en rolig fornemmelse i kroppen. Det er rart for mig ikke at være dem. Det er rart, at jeg ikke (og nok aldrig kommer til) at skændes voldsomt med min kæreste på en klub, og det er dejligt, at jeg ikke længere behøver at være på klubber, eller behøver snakke på en bestemt måde med mine veninder. Vrede og hånende læser de beskeder op fra hvem ved hvem – ekskærester eller kærester. Jeg skal snart ud i regnvejret og cykle til Frederiksberg, og jeg har tænkt mig at høre podcast så højt, at jeg ikke registrerer mine egne bevægelser.

Grænseoverskridende minder

Det er grænseoverskridende at dele grænseoverskridende minder, hvis nu man er usikker på, om man husker det hele korrekt

Hvad nu hvis jeg selv har pyntet på historien op gennem årene?

Gjort den mere troværdig eller mere relevant – måske mere ekstrem?

Hvorfor lå jeg og ventede på ham med alt mit tøj på til langt ud på natten?

Var det virkelig hans fodtrin i sneen uden for havedøren, som jeg kunne skimte, mens jeg spiste morgenmad med mine forældre, eller var det slet ikke sket? Var det en drøm? Måske tog jeg slet ikke telefonen, da han ringede.

Måske var smerterne i min krop og skammen, noget jeg bildte mig ind. Men selv hvis det var tilfældet, hvorfor kunne jeg også føle en stolthed?

På en måde er det noget af det, jeg husker klarest, når jeg tænker tilbage. Ihvertfald mest detaljeret.

Jeg husker MTV i baggrunden. Det fraværende ansigt. Den fraværende samtale. De akavede bevægelser. Kroppen der ikke længere kan bevæge sig. Ham med det blodige lagen i hånden der ude på vejen. Det går hurtigt – han skal videre. Vi siger ikke ordentligt farvel. Jeg kan huske optimismen i maven på vej hjem derfra. Følelsen af at noget stort var på vej.

Jeg husker aftenen på stranden, hvor han fortalte om sin familie. Det var første gang (og måske eneste) jeg kunne se ham som et helt menneske.

Jeg husker hans navn i min mobiltelefon. Hvordan det så anderledes ud end alle de andre, og egentlig var mere et symbol end noget andet.

Jeg husker ikke, hvordan jeg snakkede min mine venner om det, men jeg ved, at jeg ikke fortalte alle detaljerne. Jeg fortalte det, som jeg tænkte var mest normalt. Jeg husker heller ikke meget fra den aller sidste gang, jeg snakkede med ham.

Det var slet ikke meningen, vi skulle mødes, men jeg havde på fornemmelsen, han var i nærheden. Jeg hørte hans venner grine, før jeg observerede han var i rummet. Jeg skulle købe en kebab, og jeg var meget fuld.

Situationen er svær at genkalde helt præcist, men hvis jeg slapper af i alle muskler og gemmer alle mine forsvarsmekanismer væk, kan jeg mærke angsten i kroppen, som den sad i mig og slyngede mig ned på gulvet, trådte på mig og spyttede på mig. I virkeligheden var jeg fuldstændig urørt.

Jeg ignorerede stemmerne og grinene og fokuserede på min bestilling. Jeg har ingen erindring om, hvordan ansigterne så ud, jeg kunne bare høre mit navn igen og igen. Høre om min krop, hvad den havde gjort, og hvad der ville ske med den igen. Blodet fra lagenet. Jeg havde da været flov over det den anden aften, men havde anstrengt mig for at glemme det. Nu var det lige her og over det hele i den lille, olierede kebabforretning på Helsingør station.

Jeg kan ikke huske om de kom tæt på mig, men det føltes som om, de maste mit ansigt.

Jeg var 16 år og fuld, og jeg vidste, at jeg ikke var i stand til at sige noget, så jeg gik ud af butikken og lod som ingenting. Jeg ville bare hjem.

Oppe ved toget kom de tilbage, allesammen. Jeg husker det som om de var 10 eller 20, måske færre, det var ligegyldigt, jeg lod som om de ikke eksisterede.

Hans ven satte sig over for mig i toget og blev ved med at snakke til mig – få mig helt ned, så langt ned i det blå togsæde så muligt, så jeg til sidst knap eksisterede i kystbanetoget, som ellers var mit ligeså meget som deres, og som jeg havde drukket øl i og følt mig voksen i nogle timer tidligere.

Jeg fik øjenkontakt med ham lige inden toget standsede. Og et kort øjeblik fik jeg ondt af ham. Et kort øjeblik fik jeg optimismen tilbage i maven. Måske ville han gå hen til mig, når vi steg ud af toget. Sige at det hele var noget lort, og om vi ikke skulle glemme det og købe et pizza slice i Seven Eleven. Jeg var klar til at tilgive det hele lige der. For hvad skulle jeg ellers gøre?

Men han kiggede i jorden på vej ud af toget. Han undgik mit blik og gik med lange skridt væk sammen med sine venner.

Det er grænseoverskridende at dele grænseoverskridende minder, hvis nu man er usikker på, om man husker det hele korrekt

Jeg var fuld, og det hele var sløret, og ærlig talt virkede det hele alt for surrealistisk til at være sandt. Det var ligesom ikke rigtig menneskeligt.

Det ødelagde min tillid til drenge fuldstændig. Jeg husker, hvordan jeg vendte hovedet, hver gang nogen grinede på gangen.

Jeg har fortalt historien til mig selv igen og igen, og jeg er ikke længere vred på specifikke personer, men jeg er vred over, at det skete.

Jeg var 16 år, naiv, ønskede mig en kæreste, hver gang jeg så et stjerneskud eller fandt en øjenvippe på min kind, men det var stadig ikke okay. Det kunne være undgået. Det var ikke bare en del af “det at være teenager”. Det var ikke bare en god historie til mine veninder eller en drengestreg, der gik lidt for langt. Det var bare helt forkert.

Jeg kommer måske aldrig til at huske, hvad der præcist skete, men jeg kan huske, alle de forskellige følelser i kroppen, jeg havde. Jeg kan huske, at jeg troede, jeg var forelsket. Spændingen. Angsten for at begå fejl. Alle forestillingerne om, hvad der altid var lige ved at ske – optimismen. Men jeg husker tydeligst grinene i baggrunden og følelsen af at ryge længere og længere ned kystbanens sæde og hverken kunne gøre fra eller til.

 

 

 

 

 

 

Jeg håber det her betyder farvel – part 2

Da jeg fik øje på dig, var min første indskydelse at løbe hen og give dig et kram. Bare være ligeglad med mine veninder, ligeglad med dine venner og bare give dig et kram og fortælle dig, hvor dejlig jeg syntes du så ud. Men jeg turde næsten ikke at tænke denne tanke færdig, fordi jeg også vidste, at det kun var en tanke, og ikke noget jeg kunne finde på at gøre i virkeligheden. Vi kendte jo ikke hinanden så godt, jovist vi havde delt et efterskoleår med hinanden, men vi havde aldrig brugt så meget tid sammen. Så jeg kendte dig kun igennem de andre piger og hvordan du kendte mig, det ved jeg faktisk ikke. Jeg var nok lidt vild med dig dengang. Betaget på sådan en måde, som en teenager (eller måske bare en nyforelsket person) kun kan være det. Jeg kan huske, at jeg tænkte det måtte være skæbnen, at jeg så dig der. At en eller anden højere magt havde bestemt sig for, at du ikke kunne afvise mig, selvom du havde prøvet. Jeg snakkede kort med mine veninder om denne situation, som jeg nu følte, at jeg var havnet i. Hvad skulle jeg gøre? Kunne jeg tillade mig at hilse? Ville det ikke være dumt at lade være, når nu jeg så gerne ville snakke med dig? Vi stod lidt, de overbeviste mig om, at jeg som et minimum godt kunne sig hej til dig. Så det gjorde jeg. Og du smilte, ligesom resten af efterskolefyrene. Vi krammede sådan lidt akavet, spurgte nå hvad laver I så her? Og sådan gik der et par minutter og så blev det ligesom for akavet. Så vi gik videre. Og jeg spurgte mine veninder om du kiggede på mig imens jeg gik fra dig, og det gjorde du, og jeg smilede over hele hovedet og smeltede indeni. Jeg var sikker på, at vi ville mødes igen den aften. Jeg tror jeg skrev til jer nogle timer senere. Hvor var I? Og jeg ledte, og betalte dyr entré for at finde dig, for jeg ville bare finde dig, og jeg var som besat, og der skete jo slet ingen ting.

På et tidspunkt købte jeg en skraber og noget håndcreme og så lånte vi et toilet på en restaurant, der åbenbart stadig var åben. Og vi gik derind og jeg barberede mig under armene og i skridtet og mine veninder var ved at dø af grin og de tog et billede af, at jeg gjorde det, og det hele var meget underligt, og voldsomt og for meget. Jeg må have været momentant sindssyg eller ramt af et Adrenalinsus. Men det kan være lige meget, for jeg fandt dig aldrig. Og der gik lidt tid, og efter nogle måneder så tænkte jeg ikke længere på denne hændelse hver dag. Og lige pludselig var der gået næsten tre år uden, at vi havde haft nogen form for kontakt. Men så skrev du til mig. Har du egentlig snapchat? Jeg spillede lidt kostbar, men kunne kun holde et par timer, og pludselig var du en del af mit liv. Igen

 

Samtale2#Vægtskålen

Kender i det der, når man sidder over for en veninde, og hun er i gang med at fortælle om, hvor meget hun savner sin ekskæreste, og det man burde tænke er: Hvad kan jeg sige for at hjælpe hende bedst lige nu, men det man egentlig tænker er: Hvornår kan jeg bryde hendes talestrøm og fortælle om, hvor hårdt det også er for MIG at savne MIN ekskæreste, eller hvor hårdt JEG også har det i øjeblikket på alle mulige andre områder, og det kan man sagtens flette ind i samtalen, for det eneste man gør er jo at relatere og perspektivere, og er det ikke kun godt? Lidt det samme sker, når man sidder ved sine forældres spisebord derhjemme og lytter til forskellige familiemedlemmer, der fortæller om forskellige ting i deres liv, og man glemmer helt at fokusere på indholdet, fordi man koncentrerer sig så meget om at finde en bro – en anledning til at lytte til sin egen stemme igen. Ved du hvad? Nu du siger, din kollega gav kage på kontoret i dag, apropos kage, som også er mad, så lavede jeg faktisk noget ret spændende til aftensmad i går – lad os lige snakke om det!

Vi er så gode til at inkludere os selv i en samtale, og det er jo for det meste en god ting, men det er også en balanceting. Vi kender alle sammen de der typer, der aldrig snakker om sig selv. De sidder bare på den anden side af bordet og nikker og kommentere på det man har sagt – spiser andres informationer med ske, men uden at lade nogen få del i deres egen suppeskål. På den måde risikerer de ingenting, men de giver heller ikke andre mulighed for at lære noget nyt. Hvis man er to er det rigtig slemt, for så sidder modsatte part kun med sine egne fortællinger i hovedet, når kaffen er drukket, og det er tid til at gå hjem – det kan umuligt være sundt. Det er vel mere det man kan kalde for en terapeutsession og ikke en egentlig venne-samtale. På den anden side er den snaksalige i samtalen heller ikke helt uden skyld, for det er jo begge parters ansvar at spørge ind og dele ud. Ja, der kan være dage, hvor man bare har brug for at sige en hel masse, men det handler om at være økonomisk med informationerne. Selvom de brænder inde under huden, og det kribler i fingrene for at fortælle om den her vilde Tinderdate, eller tårefremkaldende eksamen – eller måske den åbenbaring, man fik på vej over til busstopstedet, så er det ens eget ansvar at lukke tilpas meget ud af gangen. Man kan se på det som en roman. En forfatter ville aldrig smide alle de gode pointer i starten af romanen som et kæmpe indholdsvandfald, der så ender ud i et middelmådigt skæringspoint og en afslutning fuld af mere eller mindre vigtige tilføjelser, men uden nogle overraskelser. En roman skal efterlade tomme pladser, som læseren kan udfylde og fylde mening i, så det i sidste ende er en tovejs-kommunikation præcis som kaffedaten med veninden. Okay det er en rimelig danskstuderende-agtig-metafor, men i ved hvad jeg mener. Ingen bliver tilfredsstillet, hvis en af bidragsyderne i en samtale IKKE bidrager – hverken den ildspydende, ikke-situationsfornemende informant eller den passive, utaknemmelige lytter.

Jeg har altid været lidt mærkelig, når det kommer til samtale, måske man kan kalde mig ”lidt for involveret” og ”lettere besat” af samtalestrukturer. For mig eksisterer vægtskålen konstant lige over de snakkende, og jeg spotter med det samme, hvis samtalen er usund og hvis den gavner nogen mere end andre. ”Samtalekommunist” kunne være mit nye Instagram-navn. Nå men det er jo både en dejligt at gå op i, men også virkelig hårdt, for jeg har en tendens til at glemme alt indhold og gå mere op i form, udtryk og struktur. Hvem siger mest? Hvordan reagerer modtageren? Og hvad ville gøre noget godt for samtalen? Jeg tænker også over mit eget bidrag, og om jeg kan leve op til samtalens normer – om jeg passer til ”stemningen”, og hvis ikke jeg gør det, så forlader jeg den. Men selvfølgelig hvis jeg har modet, bliver jeg og protestere imod den faste ”jargon”, da det også ligger mig på sinde at kæmpe imod alle former for indholdsracisme og det at lægge låg på ens humør. Tilbage til vægtskålen: Der findes selvfølgelig uskrevne regler (som jeg virkelig gerne vil skrive ned), der giver mulighed for at legalisere uligevægt hos bidragsyderne. Helt enkelt er det, hvis den ene person har brug for at komme ud med noget, mere end du har brug det. Eller hvis nogen bare vil sidde helt stille i et rum og lytte, så gælder samme regel. Det er både svært for mig at acceptere og være rumlig overfor, men det er noget jeg skal lære. Jeg skal lære ikke at være en egoistisk samtale partner.

At være egoistisk kan betyde mange ting, men i denne her sammenhæng betyder det, at man ikke kan se ens samtalepartner pga. Af ens eget ego, der er i gang med at planlægge, hvor hurtigt fokus kan blive rykket til én selv og ens egne behov. JEG har behov for at snakke om MIG i en time, eller JEG vil rigtig gerne sidde helt stille, fordi JEG ikke skylder nogen at dele ud af mit privatliv. For mig er begge ting samtalesynder, fordi begge ting handler om at opfylde sine egne behov uden at have øje for hende eller ham på den anden side af kaffekoppen. Nogle gange skal man tænke over formålet med en samtale, inden det første ord er sagt. Hvem skal have gavn af det her øjebliks ordbytte – er det mig? Den anden? Eller er det os begge to? Helst det sidste! Lad os dele ud af vores supper!

Stig

Jeg kan ret godt lide, når nogen tænder lyset i opgangen over for min, og det bliver tændt hele vejen op til femte, og man bare kan se trappegelænderet mod vinduerne. Jeg kan godt lide at følge med, når nogen går op af trappen, forsøger at regne ud, hvornår de dukker op i det næste vindue, og prøver at gætte, hvor langt de mon skal op. Ham, der bor lige over for mig, står somme tider og kaster lidt med en bold. Han virker så afslappet. Mon jeg også virker afslappet for alle dem i de ulige husnumre, der følger med i mit liv? Gad vide om de også synes det er underligt, at vi nok aldrig kommer til at høre hinandens stemmer? Stig har en lille vinduesbutik på hjørnet af Randersgade. Kun vinduer. Bagved er der bare cykelkælder. Dukker, skilte, mærkelige udstoppede dyr, petanquespil, havenisser nips, plakater og flag. I sommers da vejret var bedre hang han ret meget ud nede på gaden. Sad i en lille havestol og spiste rundstykker med marmelade. Sådan sad han, under en parasol, den dag da der var halvmaraton, og der gik hul i himlen. Jeg sad ved mit skrivebord og kiggede på ham gennem regnen, som jeg så ofte gør. Så kiggede han op på mig og vinkede. Jeg vinkede igen. Jeg havde sådan lyst til at gå ud med en kop instantkaffe til ham, men jeg turde ikke da det kom til stykket. Han har aldrig kigget op igen. Engang kom han gående med en udstoppet fugl i den ene hånd og en skildpadde under armen, som jeg brugte den næste halve time på at forsøge at regne ud om var død eller levende. Jeg nåede frem til at den nok var død. Stig cykler altid, og han ligner én der cykler meget hurtigt. Prikket løbetrøje, smalle solbriller, shorts og kasket. Han har sådan noget lyst pjusket hår, der stikker ud under hatten, og så har jeg altså fået det indtryk at Stig altid er glad. Butikken fungerer således, at hvis Stig ikke lige hænger ud i en havestol, så hænger hans telefonnummer i vinduet, og så kan man ellers bare ringe, hvis noget skulle vække interesse. Somme tider ser jeg så nogen stå og kigge lidt, ringe til Stig, og så kommer han. Med undtagelse af den dag, hvor folk blev ramt af lynet, har jeg ikke haft nogen som helst kontakt med Stig, men han gør Østerbro lidt mere menneskelig og mig lidt mere glad.

Jeg håber, at det her betyder farvel – part 1

Nogle gange går jeg forbi Kultorvet for at mindes dig. Det er sjovt, hvordan jeg kan føle et behov for at gøre det. Som om du var død. Men du lever. Næsten for meget, for godt. Men jeg går stadig forbi Kultorvet og mindes. Jeg mindes en dejlig aften. Min anden bytur i København. Jeg var 18 år, og det hele var meget vildt. At gå rundt i byen i shorts og top og drikke billig vodka blandet op med en smule fun light. Billigt, nemt og ikke særlig usundt. Altså når nu alkoholen ikke kunne undværes, fordi målet jo var at blive fuld. Jeg gik og flirtede, snakkede med mange fyre som det passede mig, piftede efter fyre som det passede mig og stirrede på fyre som det passede mig. Som var jeg alene, som var jeg ung, som var jeg fuld, som var jeg fri. Og jeg var det meste, bortset fra alene. Jeg var sammen med to veninder fra min gymnasieklasse. Ikke nogen piger jeg egentlig havde det voldsomt godt sammen med, af flere årsager som jeg må forklare en anden gang, men det var de piger som gad mig og derfor gad jeg også dem. Jeg kan være noget af en mundfuld. Jeg snakker ikke folk efter munden, langt hellere siger jeg lige præcis dét de ikke vil høre, og for det bliver jeg tit lagt for had. Eller i hvert fald gjort til en man frygter lidt, men som man stadig ikke frygter så meget, at man skal have hende helt inde på livet. Bare en frygt, der får folk til synes jeg er irriterende, for gad vide hvornår hun fortæller mig sandheden om mig? Jeg er for ærlig, det ved jeg. Jeg er for intens, det ved jeg. Men sådan kan jeg bedst lide når andre mennesker er, derfor har jeg heller ikke tænkt mig at ændre så meget på dét. Jeg kan holde det tilbage og være høflig efter behov, men så er jeg faktisk ikke mig selv, men opfører mig bare efter nogle normer, der gør at jeg bliver tålelig at være sammen med. Men igen, det er et sidespor, noget jeg må fortælle om en anden gang.
Jeg var som sagt på Kultorvet. Stod lige udenfor 7/11. Vi ville købe lidt mere alko, vores var pludselig forsvundet #vivarfulde. Og det var dér jeg så dig. Du sad sammen med nogle andre fyre fra efterskolen. Du så dejligst ud. Jeg fik hurtigt øje på dig, og fortalte mine veninder, at du sad dér. De vidste godt hvem du var, og syntes at dette var det underligste tilfælde. Et par uger forinden havde de opmuntret mig til at skrive til dig. Det havde jeg gjort, men du ville ikke mødes. Du havde en eller anden dårlig undskyldning. Haha. Selvfølgelig bør jeg vel næsten sige. Og jeg ved også godt at det var underligt af mig at skrive til dig. At det var to år siden at vi sidst havde set hinanden og at det bare var super underligt gjort. Og nej, jeg havde ikke skrevet til dig i fuldskab, det var bare mit helt almindelige håbløst romantiske jeg, der havde gjort det. Men der var faktisk en grund til at jeg skrev. Et par uger før, at du afviste mig første gang, havde jeg været sammen med Sofie fra efterskolen. Sofie havde været din gallapremiere til en af efterskoleårets sidste fester og hun var af den grund en af de piger hvis liv jeg misundte aller mest. Måske lige efter din kærestes. Da jeg var sammen med Sofie, der havde hun fortalt mig nogle ting om gallafesten, som jeg ikke havde anet. Jeg tænker tit over, hvad der mon kunne have sket, hvis jeg havde vidst det noget før.
Dig og Sofie havde siddet og snakket og samtalen var kommet ind på hvem eller hvad man var ked af, at man ikke havde gjort. Du sagde, at det du fortrød mest var, at du ikke havde lært mig bedre at kende. Hvis det er sandt – jeg tvivler stadig, på trods af at du i dag har bekræftet historien – så er det noget af det sødeste nogen nogensinde har sagt om mig. Og derfor skrev jeg til dig den dag i sommerferien, to år efter jeg sidst havde set dig. Jeg havde fået fornyet håb, troede at der stadig var en chance for noget mellem dig og mig. Men du afviste mig, og jeg blev ked af det og havde egentlig affundet mig med det. Indtil jeg så så dig dér på Kultorvet

Jeg mistede dig

jeg mistede dig

ikke bare sådan ”almindeligt” mistede dig

du døde fra mig

i bogstaveligt forstand

du døde inden vi fik lov til noget sammen

 

det er længe siden nu.

år faktisk

den dag i september

eller retter

den nat i september

du tog afsted klokken 01.30

du gav slip på livet

 

det føles til tider som om det var i går

vi var teenagere

hinandens første rigtige kærlighed

det sagde vi i hvert fald

jeg elskede dig

sådan helt oprigtigt

 

jeg tænker på dig

dagligt faktisk

dit navn er koden på min computer

din fødselsdag er koden på min telefon

og jeg har heller ikke slettet dit telefonnummer

 

det er sjældent at jeg snakker om dig

jeg bliver berørt

hver gang

jeg får knuder i maven

nogle gange græder jeg

men det er typisk når ingen andre ser det

 

det er også sjældent at jeg besøger dig

jeg bliver ked af det når jeg ser dit navn på stenen

jeg kan ikke lide at være på kirkegården

dog er én ting sikkert

jeg tænker på dig hver gang jeg kører forbi kirkegården

og det gør jeg tit

 

bilder jeg mig ind

hvor klichefyldt det end lyder

at stjernen til venstre for Nordstjernen er dig

dig der sidder og kigger ned på mig

måske er det for meget det jeg siger?

jeg er ærligtalt ligeglad

jeg savner dig nemlig

At miste kontrollen

”Måske skulle du prøve at få lidt mere styr på dine ting” Sådan sagde min mor til mig, da jeg mellem 1. Og 2. G var stresset, deprimeret, nede i kulkælderen, ramt af dårlig samvittighed, ked af det, bange for det hele – alt det jeg gjorde, og alt det jeg ikke fik gjort. Hun foreslog, at jeg anskaffede mig en notesbog og fik skrevet nogle lister, og jeg gik i Bog og Idé. Kuglepinde, hviskelædre, post-its, overstregningstusser og en kalender fra foråret 2012 – det føles godt mellem mine hænder på vejen hjem fra centret. Det føles godt, da jeg bredte det ud over mit skrivebord, når jeg lagde det hele i en systematisk, snorlige bunke ved siden af min stationære computer. Jeg følte mig voksen, når jeg skrev ting i min kalender eller satte hak for enden af punkter i min notesbog – en voksen med overblik og kontrol.

Jeg har altid været dårlig til matematik. I folkeskolen lærte jeg tabeller om eftermiddagen i et lille depot-agtigt lokale med to andre piger, og papiret gled hele tiden ud af min synsvinkel. Jeg smed alting væk. Mine nøgler, mine kort, min pung, mine blyanter, mine øreringe. Da vi begyndte at drikke alkohol, blev det værre. Jeg fik blackouts og mistede ikke kun kontrollen over mine ejendele, men også mit sprog og mine handlinger. Jeg skammede mig, når jeg fik af vide om mandagen, hvad jeg havde sagt og gjort, og det lignede jo ikke mig, og begyndte jeg nu at græde igen? Eller faldt i søvn? Eller erkendte min kærlighed? Penge blev mere og mere værdifulde jo ældre vi blev, og jeg mistede også dem. Jeg brugte dem i byen, tabte dem ud af lommen, byttede dem til de ting, jeg gang på gang måtte erstatte. Jeg lånte penge ud og glemte at få dem igen, og jeg holdte ikke nok af dem, kun når de ikke var der længere. Jeg skældte ud på mig selv i min dagbog og ønskede at ændre mig til det bedre – til hende der, der lavede alle lektierne og aldrig glemte en aftale – med det ryddede værelse og flere forskellige øreringe at vælge imellem. Jeg ville være ordentlig og perfektionistisk, og jeg ville ikke længere begå fejl.

Men hvad betyder det at miste kontrollen? Er det når vi mister fokus og pludselig ikke kan holde kropslyde tilbage foran et menneske, vi gerne vil imponere? Er det når vi sover middagslur, men ignorerer alarmen og sover 3 timer ekstra? Er det når vi drikker os fulde til en fest og ikke længere kan fokusere på udvælgelsen af de ord, som eksploderer ud af munden, som når man får et grineflip, efter man har drukket cola. Er det, når man ikke kan holde tårerne tilbage, når man går rundt midt ude i offentligheden, lige meget hvor meget man kæmper? Er det, når man spiller det der hestevæddeløb med boldene inde i tivoli, og man bliver så fanget af det, at man bliver ved med at putte en ny 10’er i maskinen, for hvad nu hvis, man skulle gå hen at vinde d. 10. Eller 12. gang? Er det når man ikke kan holde irritationen tilbage over for et andet menneske, og man får råbt noget, som man fortryder lige med det samme. Eller er det, når man bliver ved med at spise af chips-posen, indtil den er tom, og man til sidst sidder tilbage med en lige så tom følelse i maven og salt på alle fingrene? Måske er det når man står ude på dansegulvet og kysser længe og lidenskabeligt helt uden at registre dem, der griner i en rundkreds ved siden af? Eller når man har den der helt perfekte aften, hvor selskabet er perfekt, og der ingen grænser er for hvad, der føles okay at gøre eller sige, og man er intens, overmodig, vild og for meget på alle områder, men det eneste man føler, er en trang til at fortsætte med kropsligt, sprogligt og hensynsløst at omfavne alle dem, der står forsvarsløse og tager imod. .

Jeg sætter alarmer til alle mine middagslure, og jeg har en kalender på min computer, men jeg anser mig selv for at være ret meget ude af kontrol. Jeg mister stadig mit dankort og kørekort oftere, end det normale. Jeg græder til ualmindelig mange DR-programmer, jeg grænder når jeg snakker med nogen, der er kede af det, og jeg græder til alle mine eksamener ligegyldigt, hvilken karakter jeg får. Selvom jeg er 24, drikker jeg mig ofte så fuld, at jeg må høre det pinlige resumé fra mine venner om mandagen. Som et lille barn prøver jeg at give mig selv faste rammer – lektietider, spisetider og sovetider, og når de bliver brudt, kan hele min verden falde sammen på et øjeblik. Så ryger jeg fuldstændig tilbage til 15-16årige mig, der slår mig selv oven i hovedet. Jeg bliver bange og ked af det, fordi jeg føler, at jeg ødelægger det for mig selv, men så snart det kommer lidt på afstand, kan jeg grine lidt af det. Hold kæft hvor er jeg et mærkeligt menneske, og hvor gør, siger og føler jeg mange mærkelige ting! Men jeg vil ikke længere være et kontrolmenneske med ufiltret hår, kradsefri neglelak og tøj, der altid bliver vasket på fornuftige tidspunkter. Jeg vil helst bare være steder, hvor jeg kan få lov til at miste kontrollen engang imellem. Skabe mig fuldstændig, råbe op, græde, danse upassende, dele alt for meget, lugte af sved under armene og lade min make-up glide ned af kinderne, sige dårlige, grimme jokes og glemme alles navne, og så vil jeg rigtig gerne blive grebet eller samlet op nede fra gulvet og blive skubbet ind i dansecirklen igen, hvor jeg fuldstændig blottet for samvittighed kan starte forfra.

Ting jeg burde have sagt til en dejlig date:

Jeg har tænkt over noget. Og nu bliver jeg nok lidt nervøs over at sige det, men jeg vil prøve alligevel. Jeg kan huske dengang vi var i sommerhus sammen, at du snakkede meget med min lillebror. Det var et tidspunkt i hans liv hvor han havde det rigtig svært med alvorlig epilepsi og svær mobning i skolen, og så var det bare så rart at se ham grine så meget og have det så sjovt med dig. Jeg ved ikke om du måske også gjorde lidt grin af ham, at du syntes han var nørdet og akavet, men han havde det dejligt og opfangede det i hvert fald ikke. Og det synes jeg altså bare du skal vide,at jeg også kan huske om dig, så det hele ikke bare bliver en kritik af ting du har gjort og sagt. Jeg er ofte hurtig til at kritisere, det må du undskylde på forhånd, hvis jeg endnu ikke har været efter dig så meget. Så ved du det. Jeg kan kritisere dig men husker altså også de gode ting og ja, husker dem næsten bedre end de dårlige.. Jeg ved ikke, måske er det også mere hvis vi skal ses igen, så må du gerne pointere det, hvis jeg kritiserer dig for meget. Jeg prøver at lade være, men jaaa… Det er svært at lære en gammel hund nye tricks og sådan noget. Haha. Alvorligt, hva’?

Hudsult

I mange år, har jeg haft svært ved kontakt til mænd.
De, som synes godt om mig, dem skubber jeg væk, og jeg sørger for kun at blive dybt betaget af mænd, som hverken er i stand til, eller har LYST til at blive i stand til, at blive en tosomhed.
Og jeg synes det er svært – for jeg kan ikke engang selv bestemme mig for, hvad det er JEG har lyst til. Til gengæld ved jeg, hvad jeg har brug for. Berøring.
Det sidste halve år har alle mine tanker lagt hos den samme mand. Forkert – dreng.
Jeg faldt for ham i midten af maj måned, og genfandt følelsen af at være smålun på nogen. Og det var meget ambivalent – fordi samtidigt med at jeg følte, at han også begærede mig, så fortalte han også om weekendens erobringer hver dag på arbejdet. Han drak for meget. Jeg fik ret hurtigt et indtryk af at han havde brug for at dulme et eller andet. Men hans øjne var helt vildt lyseblå.

Og så var han charmerende – sådan en person, som langt de fleste kvinder før eller siden vil falde for. Jeg forestiller mig ham stadig som typen der om 20 år er dén mand, som kvinder vil være deres mænd utro med. Eller – ikke mand. Dreng.
Så hver dag, når jeg kom hjem fra arbejde, så slog jeg mig selv i hovedet med tanker som ”Du er for tyk til ham”, eller ”Se på dig selv, og hør om hans fortællinger. Han gider ikke have sådan en kæmpe ko som dig”. Jeg pinte mig selv, og jeg gik rundt og var dybt ulykkelig over, faktisk at have følelser igen. De kommer ikke så tit frem, skal jeg fortælle jer. Det ville aldrig nogensinde komme til at ske, det vidste jeg med sikkerhed, fordi jeg ser ud som jeg gør.

Indtil han efter en bytur, for at afhjælpe en kritisk situation, fortalte to fyre at han var min kæreste. Indtil han kiggede på mig med sine lyseblå øjne, og spurgte om jeg var sikker på, at jeg skulle hjem til mig selv og sove..
Bagefter sov jeg slet ikke – NYD DET NU! – HUSK AT NYDE DET! – tænkte jeg.

Men mens jeg lå dér gik det også op for mig – selvom jeg var vildt tryg ved ham, og selvom jeg havde lyst til at fortælle ham ALTING, så var der noget andet som sad i mig.
Selvfølgelig var jeg glad for, at den dreng som havde fyldt mine tanker i flere uger, havde vist interesse. Men jeg var også blevet mættet.

Det næste lange stykke tid holdt jeg hårdt fat i lysten til ham. Til hans berøring. ISÆR til hans kys på min pande. Det sjove er, at det aldrig nogensinde har givet mig sommerfugle i maven at tænke på ham. Aldrig nogensinde. Jeg har aldrig været forelsket i ham – men jeg har et menneskeligt behov for at blive HOLDT OM og RØRT VED. Og det lyder måske helt ude i hampen, for folk som ligger i ske med nogen, eller tit tager i svømmehallen (det råder min terapeut mig til at gøre), som har en mor der holder om dem i mere end 5 sekunder ad gangen. Men det er fordi I ikke er ligeså meget i underskud, som mennesker som jeg er. Jeg har aldrig haft sex med et menneske, som elskede mig – hverken på den ene eller den anden måde. Aldrig nogensinde. Så jeg var egentlig holdt op med at have sex, fordi det altid giver mig en følelse af ensomhed bagefter. Ikke fordi mændene, jeg har set, har været specielt onde eller modbydelige – hvert fald ikke dem alle sammen – men de kom efter en orgasme, og så gik de igen. I et enkelt tilfælde snakker vi om orgasmer regelmæssigt. Men faktisk bliver jeg ikke rørt af nogen. Min mor krammer mig engang i mellem, i mere end 2 sekunder, men kun hvis jeg selv kræver det. Og tit siger hun ”Du burde få dig en kæreste,” – og mener, at jeg nok har lidt for meget brug for hendes kram.
Jeg får masser af kram til hverdag. Overfladiske, upersonlige, ligegyldige kram. Jovist, det er da dejligt at vide at folk ikke frastødes ved mig, og derfor gerne vil give mig en slatten arm når vi siger hej eller farvel. Men det er ikke mættende. Det er ikke ømt eller trygt, eller RART.
Det er i dag 5 måneder siden jeg lå i hans arme og koncentrerede mig så meget om at nyde det, at jeg glemte at være til stede og rent FAKTISK nyde det. Hvor er det bare skide ærgerligt – fordi jeg rent faktisk fortjener det bedste, men ikke kan finde ud af at lukke gode, søde mænd ind. Fordi det er dem der sårer mest. Drenge som ham her – dem ved man præcis hvor man har. Nemlig ingen steder. Han fungerer lidt ligesom en vandmand. Ret dejlig at røre ved, smager ganske udmærket, men også vanvittigt glat. Du ved at du ikke kan holde ved den. Du ved med sikkerhed, at du bliver ked af det når glider ud af hænderne på dig, inden du nærmest når at samle den op. Så det er nemmere at bilde sig selv ind, at man er forelsket i én som ham. Fordi man ligeså godt kan tage sorgerne på forskud. Og det er en smerte jeg kender, en smerte jeg kan håndtere.

Grunden til, at min underbevidsthed valgte ham som det offer, han mener at han selv er nu, har været fordi han både var spændende, fordi han var vandmand, og så fordi han forstod den sult jeg har. Det har jeg aldrig oplevet nogen forstå før. Og så gjorde han mig tryg og usikker på samme tid. Men det er en helt anden historie.

Og selvom han nu, efter 5 måneder, sidder med en følelse af at jeg har været modbydelig mod ham, så er det stadig hans hud jeg savner at røre ved, hans brystkasse jeg længes efter at ligge på. Ikke fordi det er ham – men fordi, at han rent faktisk er den eneste jeg aldrig har været i tvivl om, om jeg skulle lukke ind. Jeg gjorde det bare. Instinktivt. Og jeg holder fast – uanset hvor frastødende jeg er blevet for ham – fordi jeg er så bange for at glemme hvordan det er, at blive holdt om, af et menneske som ønsker dig det bedste. Eller, hvert fald en dejlig dag. Det plejede han hvert fald.

 

Sagen er:
Måske er det svært for folk at forstå hvad jeg føler – men jeg kan nemt fortælle det.
Jeg CRAVER at blive holdt om, at et menneske som gør mig tryg, og som mere eller mindre holder af mig. Det er noget ALLE har brug for. Du opdager det bare ikke, før du virkelig mangler det.