Enden på året

Vi følger træernes mode, vi skifter farver og accepterer den næste sæson. Det er sidste del af året, efterår. Årstiden udfolder sig og bladenes magi trænger ind i hjemmene. Vi slår tørklædet om, trasker i støvlerne og varmes af frakkerne. Bemærker vi symfonien mellem hvirvlen af vind og fortovsliv? Jeg fandt ro i deres fremtræden en dag, hvor jeg skjulte mit ansigt for forbipasserende. Det var som om de kunne se lige igennem mig, se ind til mine ar. Mine øjne var ikke blot sorte, men oceaner, hvor dæmpningerne var blevet brudt. Jeg var lige taget fra ham, der forårsagede noget så sørgmodigt og ih så smukt. Da jeg forlod lejligheden tæskede jeg væggen og kørte knoerne ned i gelænderet. Smerten der distraherede følelserne. Begyndende små sår og blodpletter på hans navn. To af lamperne var tændt i stuen, men ikke loftlyset. Det stak i maven af noget forkert. Han havde for nylig vandet blomsterne jeg købte til os. Gennemtræk fra et åbent vindue og et efterårsblad havde fundet sit snit og plads på tæppet. Han startede med at fortælle sine følelser for mig, hvor gode vi var, men på et forkert tidspunkt. Jeg blev overrasket, men så alligevel ikke. Den sætning har jeg hørt før. Jeg finder så ofte fyre, der lige er kommet ud af et forhold. Jeg er deres opholdsfase inden de skal opleve verden på ny og finde sig selv. Uanset, hvor meget jeg prøvede at stritte imod mine tårer, så kom der en og dernæst paralleller. Mit sind var et vrag og jeg slog mig selv ned med fortidige fejltagelser og deprimerende sange. Han tog min hånd, kyssede den, lagde den ind til sig, sagde at jeg fortjente meget mere. Han strøg min tåre væk og kyssede mig på panden. Jeg strøg hans hår til siden som jeg plejede, han fældede en tåre i takt med en brise ramte huden. Stadig sammenfattende og hel, besluttede jeg mig for at forlade stedet. Jeg tog det røde blad med mig og så mig ikke tilbage. Enden på os her ved enden på året.  Forleden sagde en mand ved busstoppestedet til mig, at vi unge havde det så let. Jeg fniste bare, men kunne ikke føle den ytring han sagde. Vi har mange mulige redskaber til brug, men eksistenskrisen bliver kun sværere. Jeg snakker ikke kun for mig selv, når jeg siger at sorg er hårdt. Efterårssorgen, et tidspunkt, hvor man ellers gerne vil ligge og drikke varme væsker med en. Hvor man sparker til bladene for dernæst at købe et græskar hjem. Jeg husker, at jeg kom hjem til mig selv og direkte i bad. Lyset på badeværelset er gulligt og hjalp ikke på nedtrykte mig. Det var gået udover min hånd. Jeg plejede den, jeg plejede mig selv. Alligevel strømmede tårerne ned og tankerne fór vild, krydsede og sparkede hinanden. Jeg pakkede mig ind i et grønt håndklæde, nød udsigten over Bryggens farver og solnedgang og menneskene, der fortsatte deres hverdag. Jeg puttede mig ned under dynen. En masse ubesvarede opkald og beskeder. Min tidsfornemmelse og planer havde jeg fordrevet. Hvad nytter det, når man ikke kan se noget for duggen. Jeg følger træernes mode, jeg elsker farverne, jeg beundrer skiftet. Men ikke alt behøvede udskiftning.

Kære perfekte ekskæreste – fortsættelsen

Kære perfekte ekskæreste, det er mig igen.

Tænkt at jeg i min brandert fandt mit tidligere blog-brev til dig frem. Tænk at jeg læste det op. Tænk at jeg kiggede dig i øjnende og udtalte de ord for første gang. Tænk, at der kun skulle 5 fadøl til.

Jeg fik så mange svar:

Nej, du har ikke en kæreste.

Ja, du har også tænkt på mig.

Ja, det har været benzin på bålet at holde kontakten ved lige.

Ja du har haft det lige som mig.

Vi har begge trukket på det, når folk har været imponeret over vores venskab. Det har ikke altid været nemt. Du har også haft en underlig længsel i maven når vi har ses. Og en skuffelse af at vores venskab er et skuespil. Du har også fortrudt at du ikke turde række ud og holde krammet 2 sekunder længere end hvad der er normalt. Du har også ledt efter andre, uden held.

Jeg var overrasket, og du sagde at jeg var dum. Hvordan kan vi begge have haft det sådan, uden at vi har vidst det – os der kan se igennem hinanden, hvordan har vi ikke kunne se det her? Jeg troede vores møder var min egen form for selvskade. At smerten ved at sige farvel som venner, var min alene. Men du har haft det på samme måde. Tænk engang.

Før denne indsigt kyssede vi. Til en åndsvag sang, på et åndsvagt diskotek. Vi kyssede, og til min store skuffelse så jeg ikke lyset. Jeg var stadig i tvivl. Er det verdens dårligste idé, eller er tiden til den store genforening endelig kommet – efter så mange års venten? Hvor var du for et halvt år siden, da jeg tudede og skrev en anonym tekst til ”Afskaf Privatlivet”. Hvor var du da det hele kogte over? Det ændrede noget i mig, og min tvivl er blevet mindre. Jeg tror mere på, at vi er venner nu. Jeg har lyst til at snakke med dig i evigheder og fortælle dig mine største hemmeligheder – men da vi kom hjem til dobbeltsengen ville jeg bare ligge i dine arme – ikke mere end det.

Nu synes du, at vi skal bryde kontakten – helt. Stoppe med at hælde skvæt af tændvæske på vores olympiske flamme – og se om det kan gå ud. Jeg græd i flere dage. Heldigvis skriver du nu, at du håber vi kan være venner engang på den anden side, og at alt kaos har været et skub i den rigtige retning – et skub videre – for dig.

Du er min store kærlighed. Jeg er slet ikke i tvivl, jeg elsker dig stadig fuldstændig inderligt. Jeg er så beæret over, at du også har tænkt tusinde tanker om mig.

Tænk at jeg gav dig mit hemmelige brev. Tænk at der skulle gå fire år. Jeg tror faktisk, at jeg er mere afklaret nu – og at vi begge endelig kan komme videre.

I hører fra mig

Jeg har altid gået meget op i samtaler. Fra folkeskolen – og dengang man blev sådan rigtig introduceret til det konverserende sociale spil. Der hvor ord begyndte at betyde lidt mere, og bekendtskaber ikke kun blev skabt på baggrund af ens evne til at finde insekter og køre i gule gokarts, men også på hvor god man var til at bygge en historie op fra bunden. Der hvor insekterne ikke bare var insekter, men fik navne, personligheder og en relation til hinanden. Der hvor en leg ikke længere bare var en leg, men også en fortælling – pralende og triumferende til de andre klassekammerater, beskrivende og detaljeret til mor hen over spisebordet. Det udviklende sprog, der forsvarsløst og uansvarligt lå til skue fra alle slags niveauer af påvirkning, gav mulighed for egentlige, dybdegående og kreative samtaler, men i folkeskolen var indholdet ikke af den store betydning – langt hen af vejen i hvert fald. Her gjaldt det bare om at få sagt noget, helst højt og tydeligt. Kunne man blive hørt og dermed set blev man husket, beundret, elsket, hadet, for-dømt, imiteret, frygtet, sat i centrum og budt velkommen i et fællesskab. Hvis man ikke blev hørt, måtte man nøjes med den sekundære opmærksomhed – blive restbegloet, når der ikke lige er andet inde for synsvinklen. Man kunne jo også være heldig at stå i vejen eller sidde inde med nyttig information, gode kiks i madpakken eller en mærkværdig hættetrøje.

I gymnasiet blev ordenes indhold vigtigere – både i frikvarteret og i timerne. Jeg begyndte at øve mig i den gode samtale. Jeg begyndte at øve mig i at være interessant, sjov, klog og i at skille mig ud. Mest af alt øvede jeg mig i at være omkring mennesker, som jeg ikke bare kunne have en samtale med, men som jeg kunne have en rar samtale med. I gymnasiet var der lige pludselig lidt flere modtagere, man skulle forholde sig til. Man skulle kunne snakke (på bølgelængde) med sin lærer, sin arbejdsgiver, kunderne i supermarkedet, de voksne familiemedlemmer, ham man kyssede med på dansegulvet, autoriteter, minoriteter, sin dagbog, dem man er uenig med, dem man var venner med, dem man ville ønske man var venner med, sit eget spejlbillede og alle dem, der havde alt for travlt med at have øjnene solidt plantet i telefonerne – og de var de sværeste. I denne voksne verden eksisterede der mere end folkeskolens murstensvægge, kystbanen og de høje stemmer fra Tv-avisen – som jeg kunne høre gennem væggen fra mit værelse. Det var første skridt til at blive de individuelle, selvstændige vidunder samfunds-byggesten, som 90’børnene (og alle andre generationer efter 1950) er meant to be. Vi sad i hver vores brune bås med linealer-linjer og lidt mere behagelige stole, og herfra skulle vi så ud og skabe historie og historier (i flertal) fra det virkelige liv. Men vi kom stadig alle sammen fra Nordsjælland, havde alle sammen den samme Iphone, de samme sædvanlige hverdagsudtryk, nogenlunde den samme skabelon for fremtiden, havde alle sammen den samme finger – pegene håbefuldt op i loften, og havde alle sammen set det samme afsnit af Paradise hotel! Det var faneme svært at fortælle unikke historier i kantinen over en sandwich i 2.G (Når man heller ikke ønsker, at ramme helt forbi fællesskabets uskrevne regler).

Nu har jeg været på højskole, som er samtalens massagestol, hvor alle input af alle salgs mærkelige substanser blev budt velkommen. Det var 6 måneders taletid uden nogen bedømmelse efterfølgende, og jeg nød godt af det! Tabubelagte emner blev slynget hen over morgenbollerne med ost og syltetøj, og så gik man til morgensang efterfølgende uden at dvæle ved den upassende samtalekonstruktion. Men her var der også fare på færde. Der blev diskuteret politik i en kæmpe masse af begreber og navne, der afholdte mig for at deltage, fordi jeg ikke ville dumme mig. Den åbne samtale over morgenbordet var heller ikke altid lige vellykket, og jeg kunne i min morgen højskole-ekstase komme til at lave en joke, der nåede lige præcis ud til min egen næsespids og så ikke længere. Så måtte jeg forklare mig, og vi kunne begynde en diskussion, og jeg kunne efterfølgende gå resten af dagen og tænke over, hvordan det kunne gå så galt – jeg havde jo de bedste intentioner.

Samtalens uskrevne regler er solidt plantet i mig, og jeg er helt overbevist om, hvilke regler jeg har planer om at følge. For mig er det en samtale-synd at afbryde, at frembringe en uligevægt i samtalen, fordi man snakker for meget om sig selv, ikke at holde øjenkontakten, at kigge for meget i sin mobil, at snakke for overfladisk og en helt masse andet. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg søger en vej væk fra samtalepartneren hurtigst muligt, hvis for mange ”regler” bliver brudt. Til gengæld er der regler, som jeg ikke selv har skabt, men som er skabt af normerne og samfundet, og det er de regler, jeg med glæde bryder. Vi ved alle sammen godt, at der er nogle emner, der ikke er så gode at berøre i visse selskaber, og så er der nogen emner, vi faktisk aldrig berører. Det er fordi, vi gerne vil beskytte os selv, men i virkeligheden gør vi det modsatte. Vi tager et filter på, når vi forlader hjemmet, og det er ofte de emner, der fylder mest i vores hjerner, der ikke klare optagelsesprøven. Forleden sad jeg på mit arbejde i kantinen og spiste peanutbuttermadder med banan. Vi snakkede om madvaner, og jeg ville snakke med, så jeg fortalte om mine maveproblemer, som har stået på de sidste fire måneder. Én blandt bordet snakkede livligt med om en kur, man kan starte på, som hun også har prøvet. To andre blandt bordet kiggede akavet rundt i rummet og grinede lidt til hinanden, hvor efter de laver en halvhjertet joke vedrørene emnet og skyndte sig at snakke om noget andet. Jeg mærkede med det samme, at jeg havde delt vandene med mit halv-intime og private emne, som nogen af dem i hvert fald ikke var forberedt på. Jeg reagerede først demonstrativt ved at fortsætte min beskrivelse af ”maveforløbet”, men lidt efter lidt gav jeg op og snakkede videre om alt det ”let fordøjelige” (hvilken er en sjov talemåde, fordi det netop var det mave-snakken handlede om).

Jeg har altid været fascineret af samtaler – og det er på både godt og ondt. Jeg har svært ved at blive i en – efter min mening – dårlig samtale, så jeg flygter. Jeg bruger mange timer på at reflektere over det sagte, det usagte og det næste-sagte, og jeg slipper det nok aldrig helt. Derfor vil jeg til bunds i det hele! Jeg vil lære samtalens kunst, dens mange svagheder og afhængigheder. Jeg vil bruge mig selv som hovedperson i mit eget eksperiment, hvor jeg vil teste, hvad samtaler kan holde til. For hvordan kan det være, at det, der ligger os aller mest på sinde, kan ende med at blive skamfuldt, hvis det bliver delt? Hvorfor er det ikke netop en styrke, at vi tør dele ud af vores privatliv og ikke kun det overfladiske, som alligevel ligner alle de andres? Mange timers refleksioner skal sættes ud i livet – i hører fra mig.

 

 

Månen var utro

 

Det var en nat hvor månen var utro

Pustede til den lille flamme mellem os

Vores relation har altid været brændbart

Han vidste at der var en svaghed

Aftenen hvor vi holdt om hinanden

Dansede tæt

Han sagde at han beundrede mig for min ærlighed

Snakkede om vores liv som ikke var helt

Månens skær skinnede igennem buskene

Fra adskilte læber til samlede uskyldige små kys

Hans korte fravær var tydelig gennem mørket

Han havde en kæreste

Jeg accepterede det

Mit begær og stikkende flammer gjorde ikke

Undskyldningen var grebet af momentet

Han sagde at der var noget over mig

Det er jo ikke standhaftigt

Vores afsked var et kram

Jeg undskylder for det næste

Under den lune brise

Det dynamiske ståhej hjerterne slog

Bestod den næste scene af langvarige intime kys

greb på den måde hvor man modvilligt ville slippe

konfidentielle sekunder

stimulerende ræs

Det var som i en Hollywoodfilm

Tsunamien med dårlig samvittighed overtog

Følelserne endte dog ikke helt

De løse ender af hvor godt det føltes

Det er så forkert – men føltes så rigtigt

Det var ikke blot fordi jeg kunne få ham til det

Vi blev begge drevet af månens kræfter

Spændte mod hinanden

Min underbevidsthed gik imod principperne

Det er ikke en valid undskyldning

Jeg hadede mig selv for øjeblikket

Jeg undskylder mange gange til dig

Dig som jeg fandt ud af fandtes grundet en forkert handling

Jeg undskylder

men alligevel kan jeg ikke undskylde for noget jeg vil gøre igen

Jeg er et blank stykke papir

Jeg er et blank stykke papir.

Umiddelbart tom når verden den kigger, men gemmer på så meget mer’

Sammenpresset. Usynlig.

Og selv når jeg græder, føles mørket som et rart sted, for

det er alligevel lige meget.

I morgen skal der snappes, og endnu et billede skal postes, så tårerne skal bare tørres væk.

Verden er jo ikke et sted, hvor man er menneske,

det er da klart.

Så jeg tømmer mine lunger for luft – og skriger at alting nok skal falde på plads, for det siger de alle sammen. Men jeg ved at ordene vil smelte og forsvinde mellem brostenene til lyden af kroniske hulk.

Så hvorfor prøve?

Og så vil jeg stå der. Alene med ryggen mod muren.

Ønske at jeg bare var ilt, så jeg ville være til gavn.

Mærke at mit hjerte arrigt vrider sig i brystet, indtil det lydløst forsvinder mellem mine fingre. For de endeløse tanker vil alligevel kvæle den sidste rest af menneskelighed ud af mig.

Sladre til de ansigtsløse skygger, der ivrigt flår i mine arme og binder mig fast.

I stedet lader jeg mig overfalde. Overfalde af øjne og tomme blikke der leder efter en ubevogtet indgang til mine tårer.

Og så hopper jeg ud af min krop, lader den være ubevogtet – ubemærket.

Imens jeg tæskes igen og igen, indtil slagende bliver blå og efterlades på sjælen, på armen, på knuden i min mave.

Er det så ikke klart, at vi alle er ensomme?

At vi alle er bange for den brændende udkant, der griner og peger fingre. Bange for at indse virkeligheden.

Men det er bare nemmere at gemme følelserne i

titusind dråber vand og lade det fordampe til

ingenting.

 

Vi er et blank stykke papir.

Og vi har alle brug for at blive fyldt ud.

Jeg, den opmærksomhedskrævende

Jeg går i 7. Klasse, og jeg er til klassefest. Vi sidder i en cirkel, og jeg vrider min hjerne for at finde på noget godt at sige næste gang, der er plads i samtalen. Jeg griner højt og kigger fra det ene ansigt til det andet uden at miste fokus på det det hele handler om: Blive set og hørt – på den ene eller anden måde. Jeg ved inderst inde, at samtalen ikke kommer til at pege på mig, men jeg gør mit bedste for at kommentere på de ting, der bliver sagt. Jeg prøver at holde en øjenkontakt der har forvildet sig i min retning.

I al den tid jeg kan huske, har jeg været bange for ikke at blive set. Jeg får det fysisk dårligt, hvis jeg ikke spiller en nogenlunde central rolle i en samtale, og hvis jeg ikke får sagt nok, bliver jeg nødt til at forlade rummet. Hvis jeg er til en fest, hvor jeg ikke kender nogen, får jeg angst, og hvis jeg ikke får positive nok reaktioner på min tilstedeværelse (eller ingen reaktioner overhovedet) får jeg ondt i maven. Så står jeg midt på dansegulvet til en unifest og kigger rundt på alle de mennesker omkring mig, der giver hinanden opmærksomhed, og så bliver jeg sur og misundelig. Om jeg så står i udkanten af en dansecirkel, med en ryg vendt imod mig i rygergården, ikke får gengældt et smil på vej op af trappen, eller pludselig står alene på metrostationen, fordi jeg ikke kunne holde ud at være til festen længere. Jeg vil så gerne kunne hvile i mig selv. Lytte -uden at tage en vigtig position i samtalen. Være til stede – uden at være bange for, at jeg bliver glemt eller overset.

Vi lever i en ultra-social tid. Vi er sociale over det hele og hele tiden, og hvis ikke vi er sociale, så tænker vi på næste gang vi skal være det. Ofte planlægger vi vores kalender ud fra, hvad der vil give flest point på den sociale konto i sidste ende, og nogle gange glemmer vi, hvad der føles bedst i maven. Hvis vi tager en hjemmeaften, vil vi gøre noget ud af at snappe billeder af ben under dynen, serier på computeren  og skålen med popcorn, fordi vi håber, at nogen vil snappe tilbage og tilkendegive, at de også sidder i samme situation, så vi kan ånde lettet op og føle os trygge med det valg, vi har taget. Vi er alle sammen dybt afhængige af hinanden, og det er så sindssygt hårdt at indrømme!

I gymnasiet blev jeg så træt af de piger, der konstant fokuserede på at få drengenes opmærksomhed, og som først kunne føle sig gode nok, hvis de scorede. Hvorfor kunne de ikke bare tage kystbanen hjem alene og være tilfredse med dem selv som mennesker? Nu er jeg selv blevet mindst ligeså afhængig. Ikke kun af drenge, men af alle. Jeg har været deprimeret i nogle perioder i mit liv, og hver gang har jeg tænkt det samme: Årsagen må være, at jeg ikke har nok tætte relationer. Jeg følte mig fuldstændig ligegyldig og ubrugelig, og jeg husker, hvordan min ekskæreste måtte liste en masse ting op for mig, som jeg var god til, og ting, som jeg havde i mit liv, og som gjorde det værdifuldt. Jeg endte altid med at give ham ret, men inderst inde tænkte jeg kun på, hvad jeg kunne ændre ved det hele – hvor jeg kunne blive set og anerkendt. Jeg begyndte at arrangere nogle fester og arrangementer, og det hjalp! Følelsen når jeg lagde en begivenhed på facebook, trygheden når min kalender var fyldt op, og lettelsen, når folk spurgte mig ind til noget af det, eller roste mig for arbejdet. Jeg fik en rolle i fællesskabet, og jeg vidste, at der var nogen, der kunne mit navn, og som grinede med, når jeg lavede jokes, eller lavede sjov med mig, når jeg snakkede for meget. Nu er jeg startet på universitetet, og historien gentager sig.

Jeg er afhængig. Det er min form for scoringer i gymnasiet, min form for likes på Instagram, min nedringede trøje eller neonfarvede gamacher. Jeg vil bare have opmærksomhed, ligesom alle jer andre, og jeg kan ikke undvære det. Når jeg sidder helt stresset og nedbrudt på min seng og har tænkt på den alenetid, jeg endelig skal have, hele dagen, planlægger jeg mit næste træk. Skal jeg holde opvarmning for dem på studiet? Melde mig til et udvalg? Spørge om nogen vil med ud og drikke øl? Jeg elsker det! Og jeg hader det på samme tid. Det er så hårdt hele tiden at tro, at man skal være med over det hele. Jeg frygter, at jeg går glip af noget, men mest af alt frygter jeg, at jeg ikke er vigtig, der hvor jeg er med. Jeg er afhængig af værdien af min egen tilstedeværelse, og hvis ikke jeg deltager, snakker med, danser midt inde i cirklen, eller tager initiativ, så mister jeg overblikket over, hvad der har mening. Det er blevet min overlevelsesstategi, og jeg har brug for den.

Det hele handler nok egentlig bare om, at vi har brug for at være gode til noget. Det vi får positiv respons for eller har en succesoplevelse med, vil vi have mere af. Det er sådan vi fungerer. Problemet med afhængighed er nok bare, at det lynhurtigt bliver indlagt som vaner. Så går vi rundt på dansegulvet og leder efter den opmærksomhed, som vi ved, vi har haft på et tidspunkt. Så prøver vi desperat at finde den trygge rolle frem igen – snakke, planlægge, kommentere og ævle op om de ideer, der lød rigtig godt inde i hovedet. Og så hvis det ikke lykkes, hvis man bliver afvist i handlingen ubevidst eller bevidst, så ramler det hele. Så må man tage hjem med en dårlig følelse i kroppen, ligge sig ind i sengen og blive liggende, indtil man får modet til at prøve igen – og til at tilbagevinde den følelse, man fik i kroppen, første gang man mærkede, at man var vigtig. Det er ikke alle afhængigheder, der er dårlige, og jeg tror min bringer rigtig godt med sig, jeg skal bare lære at sætte den til side en gang imellem og tænke på, at der er masser af mennesker, der kigger i min retning og holder øjenkontakten, også selvom jeg ikke har gjort mig særligt bemærket – også selvom jeg bare er til stede.

Hvad er jeg for et menneske?

Hvad er jeg for et menneske? Hvad er det jeg behøver? Hvad har jeg krav på – har jeg overhovedet krav på noget? Det er svært at svare på og derfor er det noget jeg hele tiden tænker på. Er det Guds plan eller er det mig selv og mine handlinger som har sat gang i det der sker?

Jeg sidder her i XX og tænker.

Jeg bor sammen med nogle helt fantastiske mennesker, men alligevel føler jeg mig alene. Jeg kan ikke lade vær med hele tiden at tænke på én person – Hele tiden: skriver personen til mig? Ser jeg personen i morgen? Ser personen mig i morgen eller er det kun mig der ser personen. Skriver jeg for meget til personen. Er jeg kommet til at skræmme personen væk? Eller er personen bare ikke interesseret?

Der er mange tanker og (vrang-) forestillinger, der går igennem mit hovedet. Det er den anden person inden for et kort stykke tid, som jeg er faldet for og som ikke med det samme har givet udtryk for gensidige følelser.

Personen nu, er dog anderledes. For det første foregår det ikke hjemme og personen er ikke dansk. Hvordan skal man forholde sig? Er der andre regler man skal følge? – Jeg har sku nok kørt for hårdt på og skræmt personen væk. Det er nemlig kun mig, der har taget initiativ til at skrive sammen. Men nu har jeg tænkt mig at stoppe med at skrive først og se om der sker noget. Men helt ærligt tror jeg det dog ikke. For sidst vi var sammen (til frokost) følte jeg ikke, at der var nogen gensidig interesse. Tror jeg bare skal lade den dø ud. – Det var det. Nu har jeg også prøvet det.

Men selvfølgelig vil jeg gerne have, at der sker noget, og det får mig nu til at tænke på, om det er mig der giver for hurtigt op? Men jeg føler bare som om, at tingene står stille – helt stille og jeg bare sidder og venter – venter på at noget sker, noget som jeg ikke selv ved om jeg er herre over.

Situationen er bare helt udvandet Jeg er træt af at have det sådan her. Men jeg har kun ”kendt” personen i 3 uger. Det kan sku ikke være rigtigt, at jeg skal føle sådan her hver gang jeg falder for en person. Det er som om jeg kun kan forelske mig. Jeg kan ikke bare lade tiden gå sin gang og derfra opbygge følelser. Enten er der følelser ellers er der ikke (nogle gange er det praktisk, andre gangen føler man bare at man står helt alene) Men det er sku noget som irriterer mig grusomt. Jeg bruger så meget energi på det – hele tiden. Når jeg er hjemme, til undervisning, i fitness, til og fra toilettet….

Gad vide om personen har det på samme måde…

Modermærke

Jeg ligger på mit gulv og laver styrketræning med en grøn håndvægt

Jeg lytter til musik og har tændt 3 stearinlys på mit sofabord

Uden for er der stille, og der er ikke lang tid til dagen er slut

En følelse af ganske almindelig tilfredshed breder sig i kroppen

Helt tilfældigt opdager jeg en mærkelig skønhedsplet på min fod

Jeg stiller mig op og undersøger den med lyset fra min mobil

Jeg googler “modermærkekræft” og kigger på billeder af forskellige sorte og brune plamager

Så sætter jeg mig ned i sofaen og prøver at acceptere, at jeg muligvis skal dø

 

Jeg forestiller mig, hvordan jeg fortæller den dårlige nyhed til min familie, der alle sammen bryder sammen på stedet

Jeg forestiller mig, at alle flytter hjem til det samme hus igen

Ingen tager på job eller studie længere.

Vi bruger dagene med kortspil og Dr2 serie, indtil jeg må lægge mig ind i sengen og hvile, fordi smerterne tager til.

Så får jeg serveret den ene kop te efter den anden

Så læser jeg dameblade og sover middagslure på ufornuftige tidpspunkter

Jeg modtager beskeder på messenger fra mennesker, der er kede af det på min og min families vegne. Nogen skriver, at de holder af mig.

Så tænker jeg store tanker om religion, etik og meningen med livet, og jeg beslutter mig endda for, at jeg har gjort det godt.

Når jeg er aller mest afkræftet skriver mine tidligere forelskelser, at de altid har elsket mig, men ikke har turde sige noget.

Tidligere venner skriver, at de ville ønske, de havde brugt mere tid sammen med mig

Tidligere uvenner skriver undskyld

Jeg har haft ret i alle mine diskussioner, jeg har været den, der gjorde det rigtige og sagde det rigtige, men tiden var ikke til det.

Nyheden har spredt sig på facebook, og nu begynder jeg at modtage breve fra mennesker, jeg ikke kender.

De siger, at de græd, da de så mit profilbillede

Der danner sig en kø foran mit barndomshjem, men min familie vil ikke lukke dem ind.

Jeg går ud til vinduet og sender dem det der blik

Det der blik der siger: “I skal nok klare den uden mig”

En smuk formiddag vil jeg sove stille ind, og verden vil langsomt gå i stå.

 

Jeg rejser mig fra sofaen og tager mobilen frem igen

Jeg lyser på modermærket og begynder at pille i det

Den lille sorte plet, mit sygdomstegn

slipper lige så let huden og lander på mit trægulv

Jeg kigger lidt på det

Og går så ud på badeværelset for at børste tænder

Jeg frygter

Når jeg er i byen spørger jeg tit folk om de har brug for en ven.

Det kan du ikke gøre.

Folk bliver nervøse og ved ikke hvad de skal svare.

Selvom svaret et simpelt; de har brug for en ven.

Jeg har brug for en ven.

Det er derfor jeg bruger min sidste aften som 22-årig på at score.

Snart er jeg gammel og klam.

Rynket og alt det der.

Det kan jeg sgu ikke overskue.

Ungdommenskilde tak.

Jeg tager gerne et lån.

Jeg er 22, snart 23.

Har allerede givet lidt op på det at være ung.

Hvem er jeg??

Jeg ved Meget lidt.

Dette ved jeg dog om savn og frygt;

Jeg frygter At miste dig før vi har mødt hinanden

Jeg frygter at sige farvel Inden det begynder

Jeg lukker en dør

Og en ny vil aldrig åbne sig igen

Jeg frygter, at alt jeg gør, og nogensinde har gjort, var og vil være forgæves

Jeg frygter aldrig at holde af mig selv

Jeg frygter at holde for meget af mig selv

At udvise hovmod

Jeg tror ikke, at I tror mig

Jeg frygter, at I en dag rent faktisk tror mig

Jeg frygter

Mig